1. CAFE ØRESUND

Da jeg var ung arbejdede jeg på Cafe Øresund i Nyhavn. Jeg var lige gået i land, og fik et tilbud fra en god ven, om at blive tjener dér. Mit liv som sømand hang mig langt ud af halsen, så jeg skulle ikke tænke mig om ret længe, før at jeg sagde ja. Jobbet som tjener, passede mig fint. Lønnen var god. Jeg fik ofte gratis smørrebrød, og tre øl om dagen. Jeg arbejdede som regel fra kl. 8 om aftenen til kl. 6 morgen. Værtshuset lukkede klokken 5, og bagefter skulle jeg sætte stolene op på bordene, feje gulvet, og tælle pengene i kassen.

Det var en blandet flok af mænd og damer som holdt til på Cafe Øresund dengang. Stampublikummet var sømænd, marinere, tatovører, plattenslagere, lommetyve og havneludere. En gang imellem forvildede der sig en fin forretningsmand, eller en rejsende, ned i vores mørke kælderlokale. De blev behandlet ordentligt, ligesom alle andre gæster. Kromutter Olga var god til at holde styr på folk. Hvis der blev ballade mellem nogle af gæsterne, så kaldte hun altid på mig. Det var derfor stamkunderne kaldte mig for ”Overarmen.”

En aften var der en pæn og nydelig englænder, som sad ved et bord og drak tæt, sammen med to ludere. Lidt senere dansede han med den ene af dem. Jeg stod bag baren og holdt lidt øje med de tre. Så kom deres alfons Alfred, og han satte sig ned ved siden af den anden luder. Han rodede i englænderens frakke, og fandt hurtigt tegnebogen, som han snuppede. Da blev jeg gal. Han skulle fandeme ikke stjæle fra vores kunder. Jeg gik hen til ham, og pandede ham én, så han røg ned fra stolen. ”Hvad laver du?” spurgte Alfred forskrækket. ”Giv mig pungen!” råbte jeg, og tog fat i kraven på ham. Han gav mig den, uden at brokke sig. Så skubbede jeg ham op ad kældertrappen. ”Forsvind, dit kvaj!” Slukøret traskede Alfred hen ad gaden, i retning mod Kongens Nytorv. De to ludere løb efter ham.

Jeg husker en anden gang, hvor jeg sad og kedede mig i værtshuset. Det var tidligt, en søndag aften, og der var ingen kunder. Jeg røg en cigaret, da Olga kom farende ned ad trappen. ”Der er en som er faldet i havnen. Skynd dig, kom!” råbte hun. Jeg fulgte med hende op på gaden. Ganske rigtigt, så lå der en mand og plaskede rundt i vandet, mens han skreg på hjælp. Efterhånden stod der temmelig mange mennesker, og så på det der skete nede i havnebassinet. Der var ingen som gjorde noget, for at hjælpe ham. Olga holdt hårdt fast i min arm, og sagde: ”Så gør dog noget, mand.” Jeg klatrede ned ad bolværket, indtil jeg var helt nede ved vandet. Manden svingede den ene arm i luften. Jeg kastede et tov ud til ham, men han kunne ikke få fat i det. Til sidst var han ved at gå under. Som sømand havde jeg lært at svømme, så derfor sprang jeg i vandet. Det var iskoldt. Jeg havde svært ved at svømme, med al tøjet og skoene på. Jeg nåede hen til manden, som nu var helt under vand. Jeg fik fat i ham, og bjærgede ham i sikkerhed. Nogle fyre var kravlet ned ad bolværket, og de løftede ham op på kajen. Der var heldigvis stadigvæk liv i manden. Folk klappede af mig, da jeg stod ved kajkanten, og var drivvåd af havvand. Den aften, blev Olga og jeg kærester. Nu har vi været gift i 32 år.