Livet begynder på ny

 

Livet begynder på ny                           Skrevet af Søren Witten. 2013

 

Morten kørte i sin sorte Audi, ind ad Lyngbyvejen. Den bil havde kostet ham en formue. Bilen havde satellitstyret GPS, DSG-gear, og indbygget varme i sæderne. Han havde haft en skidt start på dagen. Konen Yun havde kylet en skål med yoghurt lige i hovedet på ham. Morten var tvunget til at skifte skjorten og habitten. Han bandede højlydt mens han kiggede på sig selv i spejlet.

DYYYYYYT, DYYYYYYT!

Han pressede Audien til det yderste, og kørte helt op i røven på 2 CV’en foran ham. Han blinkede med det lange lys. Men idioten ville stadig ikke flytte sig over i inderbanen.

”For helvede mand! Så flyt dig dog, din nar!”

Morten slog hænderne hårdt i rattet. Til sidst flyttede den røde 2 CV sig, og han trådte speederen helt i bund. Han måtte ikke komme for sent på arbejde.

Der var noget anderledes ved denne morgen. Morten var ikke på vej til sin arbejdsplads. Han var ikke længere underdirektør i Landmandsbanken. Banken havde fyret ham for tre uger siden. På grund af omkostnings-minimeringer som skulle fremtidssikre banken.

””Fremtidssikret” – My Ass!” tænkte Morten. ”Jeg har arbejdet i den skide bank i 23 år!” Han havde ikke fortalt Yun om fyringen. Hver dag var han fortsat med sine daglige rutiner, og kørte trofast fra huset i Hellerup og ind til København.

Bilen nåede til Amagerbrogade. Mens han holdt for rødt lys fik han en pludselig indskydelse. I dag ville han dreje til venstre, køre ned til Bådsmandsstræde og parkere der. Hans bedste ven Henrik, var chef for det store reklamebureau ”Blålys”. Henrik havde ofte fortalt ham, om sine vilde ture til Christiania, hvor han havde røget hash. Nu ville Morten også prøve det.

Morten gik gennem den store port til Christiania. Efter 5 minutter fik han et tilbud, på et gram hash fra Marokko.

”Det er prima kvalivare rygetjald” sagde pusheren, da han modtog de 200 kroner af Morten. Han puttede hashklumpen ned i sin attachétaske, og drejede på knapperne på tallåsen. Så lagde han sig på en stenbænk, og lukkede øjnene. Han lyttede til musikken som kom fra pusherens ghettoblaster:

I kan komme med hjelme, og hule paragraffer Men I burde snart kun indse det jer selv I straffer

I kan ikke slå os ihjel I kan ikke slå os ihjel Vi er en del af jer selv

Pludselig begyndte Morten at græde. Han satte sig op, og stortudede. Hænderne rystede og tårerne væltede frem. Han forsøgte at skjule ansigtet i sine hænder. Efter en tid, mærkede han en blid hånd på sin ene skulder.

”Hvorfor er du trist?” spurgte en ung sorthåret kvinde ham.

”Hvad rager det dig!” svarede han irriteret.

”Du så ked ud af det” sagde hun.

Morten tørrede sine øjne med ærmet. Han så på kvinden. Hun så ud til at være grønlænder, med hendes blanksorte hår. Hun var faktisk meget smuk, når nu han tænkte nærmere efter.

”Jeg hedder Maya. Hvad hedder du?”

”Morten” snøftede han.

”Hvad laver du på Christiania?” spurgte hun interesseret.

”Jeg har lige købt fire gram hash, og nu skal jeg ryge dem.”

”Fire gram! Skal du ryge alt det?” Maya grinede.

”Ja, hvad sjovt er der ved det?”

”Ikke noget. Men du bliver baskeskæv af det.” Hun smilede venligt til ham. Morten blev usikker af hendes smil.

”Kom, jeg skal vise dig noget. Kom nu,” sagde Maya.

Morten fulgte tøvende efter hende. I to timer gik de rundt på Christianias område. Maya viste ham alt det som hun elskede ved sit hjem. Indkøberen, Den Grønne Hal, Badehuset, musikstedet Loppen, Smedjen, Den Grå Hal, og alle de hjemmebyggede huse på Dyssen. Til sidst endte de på cafe ”Månefiskeren” Her sad de og drak te sammen. Morten var tøet lidt op. Han følte sig vældigt godt tilpas. De to snakkede sammen om alt mellem himmel og jord:

”Morten!” sagde Maya. Hun så på ham med alvorlige øjne. ”Du skal lære at svømme i menneskehavet.”

”Menneskehavet? Hvad mener du?”

”Du skal åbne dit sind, og lytte til de mennesker som er omkring dig.”

”Hvordan gør jeg det?” spurgte Morten.

”Det ved jeg ikke. Det må du selv finde ud af.”

”Nå.”

”Nu må jeg gå. Jeg skal hente min søn Nanok i børnehaven” sagde Maya.

”Hvad betyder din søns navn?”

”Nanok? Det betyder isbjørn.”

”Isbjørn! Det kan man sgu da ikke hedde.”

”Jo. Det hedder han. Vi ses, Morten.”

”Vi ses, Maya. Tak for i dag.”

Han gik imod udgangen fra Christiania. I sit indre følte han glæde og lettelse. ”Hun var sød,” tænkte han. ”Hende vil jeg gerne møde igen, og snakke om…”

”Dav. Det er politiet.” Morten blev forskrækket da der stod to bredskuldrede mænd lige foran ham. Den ene viste ham sit politiskilt.

”Vi skal lige se hvad du har i lommerne.” De begyndte at rode i dem. ”Hashen!” tænkte han. Han løftede langsomt attachétasken op foran brystet.

”Hvad har du i din kuffert?” spurgte den ene betjent nysgerrigt.

”Ingenting” svarede Morten, og svedte.

Han begyndte at svinge voldsomt ud med armene. På et sekund lå han nede på fortovet. Betjentene havde vredet hans arme rundt og nu lå han fladt på maven, på de kolde fliser. Han kunne mærke at de satte en plastic-strip rundt om hans håndled.

”Klokken er 10.49. Du er anholdt” lød det i hans ører.

23 timer senere blev han lukket ud af cellen på Politigården, i København. Betjenten der stod bagved skranken, gav ham de personlige ting tilbage. Betjenten sagde:

”Din kone er kommet for at hente dig” Han pegede hen mod Yun.

”Heeej Skat! Hvor er jeg glad for at se dig!” sagde Morten. ”Ved du hvor jeg har været henne?”

”På Christiania,” svarede hans kone tørt.

”Hvordan vidste du det?”

”Morten. Du skal hjem nu.”

”Ja, Yun. Vi skal hjem.”

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s