Skeletter i skabet

Skeletter i skabet             Skrevet af Søren Witten.  2012.

 

Lise åbner døren til lejligheden. Hun går ind, og tænder lyset. Der lugter indelukket og gammelt. Hun er kommet for at rydde op i sin mormors efterladte ting, sammen med sin mor. Moren er endnu ikke kommet. Lejligheden er mørk, synes hun. Der hænger tunge gardiner ved alle vinduerne, og rummene er fyldt med gamle teaktræsmøbler. Lise går ind i soveværelset, og åbner det høje klædeskab. ”Her kan jeg begynde,” tænker hun, og tager en rulle gennemsigtige plastiksække op af sin rygsæk.

Hun tager kjolerne, der hænger på træbøjler, ud af skabet, og lægger dem ned i sækken. Kjolerne bringer minder frem i hendes hoved. En smilende mormor, som serverede amagermadder, og te med mælk og sukker for hende. Pludselig opdager hun noget mærkeligt i skabet. Der hænger en sort uniformsjakke, med to små hvide lyn på kraven. Hun får kuldegysninger ved synet. Hendes hænder begynder at svede. Hun sætter sig på en stol, med uniformen i hænderne. ”Hvad er nu det?” tænker hun. ”Det er jo en SS-uniform.” Hun genkender SS-symbolet på jakken, fra billeder i bøgerne på hendes historiestudie.

Hun undersøger alle lommerne i jakken, men de er tomme. ”Det kan ikke passe. Morfar var frihedskæmper.” Lise havde aldrig kendt sin morfar. Han døde nogle år inden hun blev født. ”Han havde et tungt sind”, kunne hun nu huske mormoren havde fortalt om ham. Lise tænkte: ”Det kan ikke være rigtigt. Måske er det en andens jakke?” Hun kunne ikke få tingene til at hænge sammen. I hendes familie havde de altid sagt at morfaren var frihedskæmper. Han var blevet taget af tyskerne under krigen. Det var det eneste hun vidste om ham. ”De kan da ikke have løjet for mig? I alle disse år?” ”Mor ved jo heller ikke noget.” Hendes mor havde engang fortalt hende, at bedsteforældrene yderst sjældent talte om morfarens oplevelser under krigen. Lise havde en kvalmefornemmelse. ”Morfar var i hvert fald ikke en krigsforbryder!” Hun lagde uniformsjakken ned i plastiksækken. ”Jeg smider den ud, inden mor kommer.” Hun rejste sig fra stolen, løftede sækken op, og gik hen til døren ud til køkkentrappen. Nede i gården åbnede hun låget til den grønne skraldecontainer, og smed den fyldte sæk derned. Så gik hun op i lejligheden igen.

Efter et kvarters tid, hørte hun en nøgle blive sat i låsen, og hoveddøren gik op. ”Hej mor!” råbte hun, fra sin siddeplads i køkkenet. Moren kom ud i køkkenet, og gav hende et knus. ”Hej skat,” sagde hun, og smilede. Smilet forsvandt hurtigt fra hendes ansigt. ”Hvad er der sket, Lise?” spurgte hun. ”Du ligner et spøgelse!” Lise svarede ikke.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s