En dag i november

En dag i november                                    Skrevet af Søren Witten  2012.

 

Peter gik og sparkede til de visne blade på stien. De store bunker af røde og gule blade blev spredt til alle sider. Han ledte efter kastanjer på jorden, men han fandt ingen. Peter og hans farfar gik altid gennem Kongens Have, på vej hjem fra børnehaven. Onsdag var den dag i ugen, hvor hans mor hyggede sig med veninderne, og hvor farfaren passede ham til om aftenen. Peter holdt godt fast i sin farfars hånd. Den var stærk, og varmen fra hånden gjorde ham glad og tryg. Han beundrede sin farfar, men han var også lidt bange for ham, når han blev vred. Der var en ting som undrede ham. Han kiggede længe og intenst på farfarens højre hånd. Hånden manglede to fingre. Det var tommelfingeren og pegefingeren. På den ene af de sidste fingre, sad der en ring. Det var mærkeligt, syntes han. Han kendte ikke andre som havde en hånd der så lige så underlig ud. Peter tog mod til sig. Han besluttede, at spørge farfaren om det.

”Hvorfor har du kun tre fingre, farfar?” Den gamle mand standsede op, og så alvorligt på drengen.

”Tjaah. Jeg har mistet de to andre fingre på min hånd.”

”Hvad skete der?”

”Det var en ulykke på mit arbejde. Ude på B og W.”

”Men, hvordan røg fingrene af?”

”Det var på skibsværftet. Vi skulle løfte en tung jernbjælke, og så tabte vi den, og min hånd kom i klemme.”

”Gjorde det ondt?”

”Ja det kan du bande på! Det gjorde satans ondt! Lægerne på hospitalet prøvede at redde mine fingre, men det kunne de ikke.”

”Hvad gjorde de så?”

”Hvem?”

”Lægerne! Med de to fingre?”

”Det ved jeg sgu da ikke! Måske smed de dem bare i skraldespanden?” Peter gøs ved tanken om fingrene der lå nede i skraldespanden. Det lød ulækkert, syntes han.

”Jeg har klaret mig godt alligevel. Nu bruger jeg mest min venstre hånd, når jeg skal lave noget.”

De gik videre gennem parken, uden at sige noget. Peter syntes at det var sejt, at have en farfar med sådan en mærkelig hånd. Det var lidt ligesom pirater. I morgen ville han fortælle de andre drenge i børnehaven, at hans farfar havde været kaptajn på et sørøverskib.

Leave a comment